Elisabeths første fødsel
En fødsel og en baby – to konti
En jordemoder har sagt til mig: “Det er ligesom to regnskaber. Man kan ikke overføre glæden over sit nyfødte barn til fødekontoen, der er i minus fordi du ikke har født vaginalt.” Det beskriver meget godt, hvordan mine tanker og følelser har været ovenpå to mislykkedes vendingsforsøg og et planlagt kejsersnit. Jeg tog selv imod min velskabte datter, så snart hun var ude af hulen og den glæde var fantastisk. Lige ved siden af stod følelserne og tankerne i kø for at fortælle mig, at jeg intet aktivt havde gjort for at føde hende. De følelser kunne ikke opvejes af glæden over min datter.
Min baby kan da ikke ligge omvendt?!
Jeg må ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke havde hæftet mig ved, at det kunne være muligt for barnet ikke at vende med hovedet nedad.
Det var derfor et stort chok, da jeg til jordemoderbesøg hvor jeg var 36+3 fik konstateret, at min baby lå med numsen godt nede i mit bækken. Jeg var helt opsat på, at baby skulle forsøges vendt. Jeg havde som bekendt ikke noget begreb om eventuelle konsekvenser ved en vending eller ved et vendingsforsøg, der ikke ville lykkedes. Min jordemoder overbeviste mig om, at det nok skulle lykkedes og, at jeg i øvrigt skulle lade være med at gå hjem og google sædefødsler. Hvad tror I, jeg gik hjem og gjorde?
Selve vendingsforsøget
Det lykkedes lægen at få min datters numse godt op af mit bækken, men det var meget svært at få “løsnet” hovedet og få det med ned i den kolbøtte, der skulle til. Hun bøjede nakken, men ville ikke give ordentligt slip og de måtte derfor opgive eller mange intense forsøg. Jeg lyver, hvis jeg siger, at det ikke gjorde ondt i mit maveskind, men det føltes ikke som noget jeg ikke kunne klare. Vi måtte gå fra Rigshospitalet med en ny tid til vending 7 dage senere. Der var stadig håb, men chancerne føltes mindre og mindre. Vi brugte meget tid og kræfter på at tænke på for og imod en sædefødsel i dagene inden næste vending. Jeg husker, at det var svært at tale med folk om det. Jeg kunne ikke lide at fortælle, at min baby lå med numsen først. Jeg var flov over, at det kunne ende med, at jeg ikke skulle føde mit eget barn vaginalt. Meget irrationelt.
Det andet vendingsforsøg
Efter en uges venten med konstant fokusering på om min baby havde vendt sig af sig selv og med utallige timer brugt på gulvet med diverse øvelser, mødte vi op på Rigshospitalet til endnu et vendingsforsøg. Jeg var meget nervøs, da jeg følte, at nu var der meget på spil og at lykkedes det ikke nu, skulle vi forholde os til hvordan jeg skulle føde barnet.
Barnet havde ikke vendt sig af sig selv og lå præcis som sidste gang. Vi gentog hele proceduren inden vendingen kunne begynde. Desværre med samme ubrugelige resultat. Jeg havde et barn i maven, der godt gad lette numsen, men altså ikke tage hovedet med sig.
Jeg var knust og grædefærdig. Følelserne væltede op i mig: “Det var ikke en rigtig fødsel, hvis ikke jeg fødte min baby vaginalt”. Jeg var ikke bange for et kejsersnit, men jeg var flov over ikke selv at få muligheden for at føde mit eget barn. Selvom det intet havde med mig at gøre.
Jeg var for forvirret og for skuffet til at kunne tage en beslutning om planlagt kejsersnit eller sædefødsel. Vi fik derfor en tid til en samtale med en fødselslæge et par dage efter.
Den svære beslutning
Jeg havde meget svært ved at mærke efter hvad jeg havde lyst til. Jeg var meget påvirket af min families holdninger om en sædefødsel og jeg oplevede, at lægerne ikke gav plads til at overveje en sædefødsel. Jeg havde lyst til, at vi skulle se hvad der skete, når jeg gik i fødsel. Jeg ville ikke gå glip af at opleve veer, skulle ringe til min mand og bede ham komme. Tanken om at kende datoen på forhånd ødelagde alt magien for mig. Der er en massiv spænding forbundet med en graviditet og en fødsel. Den forsvandt for mig ved tanken om et planlagt kejsersnit. Vi landede derfor et kompromis, med et planlagt kejsersnit på terminsdagen (normalt lægger man planlagt kejsersnit en uge eller mere før) med det håb, at jeg ville gå i gang af mig selv inden og dermed forsøge med en sædefødsel. Et kompromis jeg godt kunne lide. Hvad jeg mindre kunne lide var, at jeg ikke mærkede skyggen af en ve på noget tidspunkt.
Fødslen
Vi var par nr. 5 ud af 5, der skulle føde ved kejsersnit den dag. Det var så absurd at vide, at lige om lidt ville vi have vores barn hos os. Alt det lå jeg og tænkte på, mens jeg læste i dameblade og var skrupsulten pga. fasten. Det var på alle måder surrealistisk. Endelig blev det vores tur og alt foregik stille og roligt. Der var plads til latter og smil. Min mand kunne afsløre barnets køn og jeg fik hende med det samme op til mig.
Efter to dage blev vi udskrevet fra barselsgangen. Udover at jeg skulle forholde mig til et barn, skulle jeg også leve med et ar og en forandret krop pga. kejsersnittet. Allermest skulle jeg leve med sorgen over ikke at have født vaginalt.
Elisabeths anden fødsel
Der er da ingen, der vinder i lotto to gange…
Gennem hele min 2. Graviditet var jeg selvfølgelig meget optaget af hvordan barnet lå. Jeg var bekymret, men havde også tænkt: hvad er oddsene lige for, at det sker for mig igen? Der er jo ikke nogen, der vinder to gange i lotto, vel? Det gjorde jeg. 35+2 erfarede jeg hos min jordemoder, at barnet lå med numsen nedad. Jeg gik i følelsesmæssigt panik. Det barn skulle for alt i verden vendes. Vi fik tid til vendingsforsøg på Rigshospitalet og jeg fik også via Hvidovre Hospital tilbud om at komme med i et forsøg, hvor man skulle have rebozo massage i fem dage for at fremme vendingen. Vi endte dog i kontrolgruppen og fik derfor intet ud af det. Min jordemoder opmuntrede mig med ord som “ Det kan jo være den vender sig af sig selv”. Det troede jeg bestemt ikke på. Jeg var opsat på, at skulle barnet vende sig, måtte jeg selv gøre noget.
Dagene indtil vendingsforsøget lå jeg med røven i vejret så meget som muligt. Det er så hårdt og nakke og skuldre lider virkelig, men jeg ville gøre så meget jeg kunne.
Jeg var også en tur forbi Maya-klinikken i København (se under links) for at gennemgå et vendingsforsøg. Det lykkedes ikke, men jeg er ret sikker på, at barnet flyttede sit hoved væk fra at sidde under mit højre ribben, men det kom ikke hele vejen rundt. Det føltes rart at gøre noget aktivt for at ændre på barnets position i livmoderen, selvom det også var stressende at tænke på det hele tiden. Jeg havde konstant en følelse af, at jeg burde gøre bestemte ting, samtidig med, at jeg ikke vidste om det ville hjælpe noget som helst. Det var en svær balancegang.
Vendingsforsøget
Det er ikke rart at sætte alt sin lid til nogle mennesker skal vende ens barn og dermed også vende min situation til at kunne føde vaginalt fremfor et kejsersnit. Det var jeg bare nødt til. Det var en lettelse at have prøvet det før, så jeg var indstillet på forløbet. Lægen gik hurtigt i gang og tog fat, jeg ventede hun ville tage ordentligt ved og være “hård” ved mig – for det var hun sidst. Denne gang sagde det bare smut og barnet var vendt. Det gik så nemt og hurtigt, at jeg ikke var sikker på, de var færdige. Siden vendingsdagen sørgede jeg for at holde mit bækken oprejst af frygt for, at barnet skulle vende sig igen. Der er ingen garantier, sagde de. Men heldigvis blev barnet liggende med hovedet nedad. Hurra! Sjældent har jeg følt mig mere lykkelig.
Ingen igangsættelse, tak!
Jeg var meget opsat på, at min fødsel ikke måtte provokeres i gang af nogen form for igangsættelse, da det kan øge risikoen markant for at ende i et kejsersnit. Derfor var jeg meget tålmodig i ventetiden op til termin, og da jeg krydsede den magiske grænse var jeg stadig tålmodig. Fødslen skulle komme af sig selv. Min jordemoder tjekkede mig, da jeg var 42+2 og fortalte mig med bange stemme, at hun ikke syntes, at barnet var vokset. Hun syntes faktisk det var blevet mindre? Uden at tøve sendte hun mig til et vægtskøn på Rigshospitalet. Omgående.
Min garvede jordemoder havde desværre ret. Barnet var lille af vækst og havde et relativ dårligt iltflow. Det var torsdag sidst på eftermiddagen og lægen erklærede, at jeg skulle have født inden weekenden. Jeg var topforvirret. Mit barn havde få ressourcer inde i maven og måtte ud til os, fortalte de mig. Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg ville føde vaginalt.
En garvet jordemoder løsnede fosterhinder i håb om, at det ville sætte veerne i gang. Av, hvor gjorde det ondt. “Sådan mærkes en ve,” sagde hun og smilede til mig, mens hun havde to fingre oppe i mig. Det var svært at finde en passende grimasse.
Fødslen
Selvom hinderne var løsnet, skete der intet. Mit vand blev derfor taget kl. 9 næste morgen. Efter en kort gåtur rundt på Rigshospitalet begyndte veerne. De kom kraftigt og de kom regelmæssigt. Jeg var hammerstolt!
Tilbage på fødestuen fik jeg installeret diverse måleudstyr, så vi kunne følge barnets hjertelyd og mine veer. Desværre viste der sig et rigtig dårligt syn meget hurtigt. Hver gang jeg fik en ve, fik barnet det meget dårligt.
Jeg mærkede intet andet end koncentrationen om veerne. Min seje og forstående jordemoder kæmpede virkelig for mit ønske om en vaginal fødsel, men måtte i samråd med lægerne konkludere, at vi ikke kunne fortsætte. Lægerne og computeren, der målte EKG på barnets hoved kom med en klar melding. Barnet skulle ud inden for 15 min. Jeg græd og råbte, at de meget gerne måtte få stoppet mine veer, hvis jeg alligevel ikke skulle bruge dem til noget.
14.59 kom min søn til verden sammen med en alt for lille mængde og grøn fostervand. Han røg direkte til børnelægen og hun beholdte ham i hvad der føltes som flere timer. Reelt 6 min. De første minutter kunne jeg ikke høre ham, men kun høre lægerne tale om ham. Han fik hjælp til vejrtrækningen og har haft det fint siden. Hans vægt var 300 g højere end skønnet og han har ingen skade lidt. Min moderkage blev efterfølgende analyseret og den var ikke fuldt funktionsdygtigt. Derfor havde han for få ressourcer til at kunne klare fødslen.
Ingen vej tilbage
Selvom jeg har to kejsersnit og et dobbelt ar, er der væsentligt forskel på de to oplevelser Jeg kunne acceptere det første kejsersnit, fordi jeg havde et håb om en potentiel anden fødsel i fremtiden. Andet kejsersnit blev lig med, at jeg ikke kan få muligheden for at føde vaginalt en evt. anden gang. Havde jeg vidst, hvad min anden fødsel havde budt mig, havde jeg kæmpet anderledes for ikke at få mit første kejsersnit. Uden tvivl!